eNyhedsbreve fra NFF

Nyt fra NFF


Modtag HTML?

Login

for medlemmer af NFF Læs nærmere om 'Medlemskab' fra menuen
Forside Programmer Aktuelt Program for Efterår 2010
Program for Efterår 2010 Udskriv Email
Skrevet af Per Brahde   
Onsdag, 07. Juli 2010 10:22

En duft af høst, smukke dage i efterårsskrud og lange aftener med tid til eftertanke står for døren. I efteråret 2010 byder NFF på et stærkt program med følgende foredrag:

 

Jobs tårer - om Gud og det onde

ved lektor, dr.teol. Jakob Wolf, Københavns Universitet

Hvis Gud er almægtig og god, så har han et forklaringsproblem med det onde. Han kan fjerne det onde, hvis han vil, og hvis han er god, vil han det - men det sker ikke! Hvad er meningen? I løbet af historien har mange forsøgt at forsvare Gud over den anklage, det onde rejser imod ham. Men spørgsmålet er, om disse forsvar holder, og om det overhovedet er vores opgave at forsvare Gud? Foredraget vil belyse disse spørgsmål og argumentere for, at da det er os, der anklager Gud, så må Gud forsvare sig selv. Hverken vi eller Gud kan være tjent med, at vi sætter os op på Guds plan og prøver at forsvare ham, så fratages vi nemlig muligheden for at få luft for vores klage og anklage, og Gud fratages muligheden for at forsvare sig, hvis ingen anklager ham. Jakob Wolf er forfatter til bogen: Jobs tårer.

Arr.: Studenterpræsterne i samarbejde med Budolfi sogn

Dato og tid: onsdag, 15. september 2010, kl. 19:00 - 21:00
Sted: Studenterhuset, Gammel Torv 10
Pris: gratis entré

 


TVIVL – Symbolsk vold og matematik

ved ph.d., dr.scient. Ole Skovsmose, professor emeritus ved Aalborg Universitet

Med afsæt i sin bog, In doubt – about Language, Mathematics, Knowledge and Life-Worlds, vil Ole Skovsmose diskutere og problematisere den objektive tilgang til verden. Bogen beskrives således, frit oversat  fra engelsk:

I årevis har Ole Skovsmoses forskning hovedsageligt været rettet mod uddannelsesmæssige emner. Han har udviklet koncepter om forskningens landskaber, matematik i anvendelse, studenters spotlys og opmærksomhed – samt ghettoisering med særligt henblik på og reference til matematisk uddannelse. I denne bog behandler han mere generelle emner relateret til matematik.

Ole Skovsmose søger at påvise, hvordan matematik – som ethvert andet sprog – inkluderer forhåndsantagelser, idéer og prioriteringer. Matematik kan ikke tilbyde det skridt ud af metafysikken, der følger af og med de naturlige sprog. Sådan, som det ellers antages af mange, der ser matematik som selve objektivitetens sprog. Ved at undersøge hvordan matematik former dele af de teknologiske landvindinger, udforsker Ole Skovsmose, hvordan også matematikken selv favner en række metafysiske antagelser.

Denne observation har implikationer for, hvordan vi fortolker de mest generelle forhold i den menneskelige tilværelse. Ole Skovsmose ser således vore livsverdener som konstruerede og matematikken som et nøglepunkt i denne konstruktion. Den konstituerer dele af de menneskelige grundvilkår og livsbetingelser, skønt det kan være en højest tvivlsom og skræmmende konstruktion.

Dato og tid: torsdag, 16. september 2010, kl. 19:00 - 21:00
Sted: Danmarksgade 11, Aalborg Studenterkursus (indgang gennem porten)
Pris: kr. 75,-

 


Han er min Satan - om Karen Blixens opgør med Martin A. Hansen

ved lektor, ph.d. David Buggge, Århus Universitet

Trods flere fælles venner omkring tidsskriftet Heretica plejede Martin A. Hansen og Karen Blixen ikke omgang med hinanden. Det betød imidlertid ikke, at der ikke bestod noget forhold mellem disse to fyrtårne i efterkrigsårenes danske digtning; blot bar forholdet præg af, hvad man kunne kalde negativ afhængighed. Og gennem deres respektive breve til vennerne tegner der sig et billede af, hvordan Karen Blixen til en af sine fortællinger får henlagt et opgør med med Martin A. Hansen og alt hans væsen.

David Bugge er forfatter til blandt andet bogen Medusas søn, der behandler forholdet mellem digtning og etik hos Martin A. Hansen, hans engagement i modstandsbevægelsen og hans forhold til kristendommen. Karen Blixen inddrages flere steder undervejs.

Professor Mogens Pahuus, Aalborg Universitet, kommenterer David Bugges oplæg inden en fælles drøftelse.

Arrangementet afholdes i samarbejde med Studenterpræsten, Aalborg Universitet.

Dato og tid: torsdag, 28. oktober 2010, kl. 13:00 - 15:00
Sted: Auditoriet, Fibigerstræde 10 (Aalborg Universitet)
Pris: gratis entré

 


 

Litteratur og billedkunst - i et livsfilosofisk perspektiv

ved professor, mag.art. Mogens Pahuus, Aalborg Universitet

Mogens Pahuus lægger op til en ny opfattelse af kunstens væsen, som forbinder de tre hovedtræk ved kunst: det afbildende, det ekspressive og det formmæssige.

Foredraget er samtidigt en introduktion til Pahuus' bog: Litteratur og billedkunst i et livsfilosofisk perspektiv (2009).

Bogens emne er spørgsmålet om kunstværkets væsen og spørgsmålet om tolkning af kunstværker.

Første del af bogen – hvor det drejer sig om kunstværkets væsen – indledes med et kapitel om den oplevende opfattelse af en ydre verden og den erfarede opfattelse af en indre verden som kilderne til kunst. Dernæst følger et centralt afsnit om kunstværket, der ses som en artikulation af et stemt indtryk, som de to nævnte opfattelsesmåder udmunder i. De følgende kapitler undersøger begreberne om det skønne og det sublime, det lyriske, det episke og det dramatiske, det tragiske og det komiske samt grundkategorierne i fortællende digtning: enhed, fortælling og symbol.

Anden del af bogen bringer – foruden en mere teoretisk bestemmelse af hvad fænomenologisk og hermeneutisk metode er – en række eksempelanalyser af både litterære og billedkunstneriske værker, som gerne skulle overbevise læseren om, at fænomenologien og hermeneutikken er gode redskaber i tolkningen af kunstværker, der har livsfilosofisk interesse.

Mogens Pahuus har udover denne bog et omfattende forfatterskab bag sig centreret omkring især livsfilosofi, etik, kunst og tilværelsens grundvilkår – ofte med afsæt i skønlitterære analyser. Pahuus er en af Danmarks mest publicerende filosoffer, der foruden forfatterskabet også har bidraget med talrige artikler i anerkendte tidsskrifter samt foredrag over hele landet.

Dato og tid: torsdag, 11. november 2010, kl. 19:00 - 21:00
Sted: Danmarksgade 11, Aalborg Studenterkursus (indgang gennem porten)
Pris: 75,-

Senest opdateret: Tirsdag, 31. august 2010 09:28